Politiet opruster i shoppingcenter på black friday
Fredag vil Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi være til stede shoppingcenteret Fisketorvet i København.
Og det er ikke for at shoppe gode tilbud.
I forbindelse med tidligere års black friday har politiet set, at grupper af unge er taget til Fisketorvet. Her har de observeret flere tilfælde, hvor unge er kommet op at toppes, skriver TV 2 Lorry.
- Når der er mange mennesker samlet et sted, så er der opstå konflikter. Det har vi tidligere set mellem de her unge grupper, og det er uhensigtsmæssigt for de handlende på Fisketorvet. De kommer i totterne på hinanden og provokerer hinanden lidt, men der er ikke tale om deciderede slagsmål, fortæller vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Rasmus Agerskov Schultz, til TV 2 Lorry.
Han understreger, at det ikke er et problem, der skal afskrække borgere fra at deltage i Black Friday på Fisketorvet.
Politiet er til stede for at skabe tryghed og samtidig indgå en dialog med de unge for at forebygge konflikter.
Fredag vil der være flere forskellige politibetjente i shoppingcenteret, men politiet vil også komme forbi med deres mobile politistation.
- Vi vil være der med nærbetjente, som kender de unge, så vi kan tale med dem med det kendskab, som vi har. Vi har også forebyggere fra Københavns og Københavns Vestegns Politi, som ligeledes vil indgå en dialog med de unge, siger vicepolitiinspektøren.
- Formålet er at sikre, at lignende konflikter ikke opstår, så alle får en god og behagelig aften, siger han.
Han uddyber, at det typisk er unge fra omegnskommunerne og fra Københavns Kommune i alderen 10 til 15 år, som politiet særligt er opmærksomme på.
Udover Fisketorvet vil politiet også være i Fields på Amager, men ikke med samme antal betjente som på Fisketorvet.